I dag har vi haft lille Sander og hans far og mor på besøg. Besøget var omhyggeligt timet fra forældrenes side, så babyen var vågen.
Både farfar og farmor fik mulighed for at sidde en rum tid med den lille guldklump i armene. Det var ren lykke. Undervejs faldt den lille i søvn og sov trygt og godt på skødet af farfar.
Senere har vi gået og talt om alle de følelser, der vælder op i én, når man sidder der og kigger på sådan et lille menneske. For det første er det jo fantastisk, at éns eget barn selv er blevet forælder. Når man kigger på den lille ny, dukker minder op fra den tid, da man selv havde små børn. Der er mange ting, der kommer op at vende i erindringen.
Det er svært at forstå, hvor alle årene er blevet af. Det føles jo ikke, som om det er så længe siden, vores egne børn var små.
Vi har snakket om, at nogle ting er anderledes i dag end dengang, vi blev forældre. Der er ting man gør anderledes og der er andre anbefalinger fra officielt hold. Men dybest set er de ændringer kun krusninger på overfladen. For i bund og grund er det præcis det samme der sker, hver gang en lille ny kommer til verden. Generation efter generation. Den samme lykke. Den samme stolthed. De samme håb og drømme. De samme bekymringer. I hvert fald så nogenlunde.
