Som jeg tidligere har fortalt, fik jeg et par bøger som gave, da jeg blev farmor. Den ene hedder Til mit barnebarn – og den er det så meningen, at jeg nærmest selv skal skrive. I bogen er der nogle spørgsmål, som jeg skal besvare og på den måde fortælle mit barnebarn om mit liv.
Spørgsmålene i bogen lægger op til, at man fortæller om hele sit liv lige fra barndommen med skolegang, pligter og fritidsinteresser. Der følger spørgsmål om uddannelse, arbejde og løn. Der er spørgsmål, der leder til at fortælle om andre familiemedlemmer og spørgsmål om bryllup og andre store begivenheder i livet.
Bogen beder også om svar på, hvad der er det bedste og det værste, man har oplevet. Man bliver desuden bedt om at fortælle om egne børn og om, hvad man håber for sit barnebarn og dets fremtid.
Bogen rummer mange flere spørgsmål, hvis besvarelser tilsammen tegner et billede af den person, der skriver til sit barnebarn.
Alt i alt en rigtig dejlig bog, som jeg glæder mig meget til at skrive i.