Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.
Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.
Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.
Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.
Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.
I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.
3 kommentarer
Jamen Tudemarie-bøgerne findes hjemme hos mig og du må gerne låne dem, hvis du har lyst.
Jeg lokkede Cecilie til at læse dem for et års tid siden og vi har senere været på byvandring “I Tudemaries fodspor” til stor fornøjelse for os begge. Ved den lejlighed fik vi at vide, at Tudemariebøgerne er kommet med i kulturkanonnen og det var da lidt sjovt, synes jeg.
Hedder det kulturKANONEN? Jeg synes, det ser lidt underligt ud!
uha hvor har jeg ledt efter netop de bøger, hvis nogen er interesseret i at sælge er jeg den glade køber
Majbrith : Bøgerne kan stadig købes – klik på billedet af bøgerne i mit indlæg, så kommer du direkte ind til dem på saxo.com 🙂