Den lille kop på billedet fik Henrik til sin barnedåb i august 1953. Hans navn og dåbsdato er indgraveret på koppen.
Da vores søn så blev døbt i august 1980, havde hans farmor fået indgraveret hans navn og dåbsdato på koppen og gav den videre til ham.
Nu skal vores sønnesøn døbes i næste måned, og vi vil få indgraveret hans navn og dåbsdato på koppen også. Så går koppen videre til endnu en generation.
Det er ikke fordi vi tror, at den lille vil komme til at bruge koppen ret meget. En kop i rustfrit stål er ikke ligefrem første valg i 2009 og hvis jeg skal være ærlig, brugte vi den heller ikke så meget til vores søn. Men han brugte den lidt, fordi det var lidt sjovt, at han kunne drikke af sin fars gamle kop.
Da han fik de første tænder i undermunden, var det skægt at lade ham drikke af netop den kop, fordi de små nye tænder gav sådan en god og tydelig klang, når de ramte koppen.
2 kommentarer
Jeg synes, at det er en smuk dåbsgave. Med masser af historie og affektionsværdi. Det kan sagtens gå hen og blive favoritkoppen. Måske især når han bliver lidt ældre? Min datter på 2 år elsker at drikke af sådan en kop (godt nok af plastic), for så synes hun, at hun drikker af en kop magen til de voksnes. Frem for et krus. 🙂
Anette, du har ret i, at det er historien bag, der gør koppen til noget særligt. Vi blev glade for den, da vi fik den til vores søn af hans farmor og synes det ville være synd og skam ikke at give den videre. Selvfølgelig skal den lille basse også ha’ en “rigtig” gave, men den er jo hemmelig endnu.:-)