Vi fik lige et lille uventet besøg her sidst på eftermiddagen. Det var lille Sander – og hans far – der kiggede forbi.
Nu bagefter er det lige før, jeg er lidt flov over den velskomstsalut jeg gav min egen søn. “Har du ikke noget barn med?” spurgte jeg som det første, så snart jeg så ham. Det kunne jo næsten lyde, som om jeg ikke var interesseret i at se ham, hvis ikke han medbragte den lille. Sådan var det selvfølgelig ikke ment.
Jo, han var med, ham den lille guldklump. Heldigvis. Vi havde netop tidligere på dagen snakket om, at det var ved at være længe siden, vi havde set ham. Ja længe og længe. Alt er jo relativt, men vi havde ikke set ham i otte dage. Så det var godt lige at få et smil af ham og at holde hans bittesmå hænder et øjeblik.
2 kommentarer
8 dage er MEGET lang tid ikke at se sit barnebarn. Jeg tror også, at jeg skal på en lille lynvisit hos mit nyfødte barnebarn på lørdag. Har jo ikke set hende, siden hun blev født i sidste uge. Den store på 2 var jeg så heldig at have på besøg i fredags, og ham kan jeg jo heldigvis også sludre med i telefonen, og det er stort. I dag fortalte han mig glædestrålende, at han havde fået æg. Det får han ellers kun her, for hans mor og far spiser ikke æg, så de bliver kun indkøbt, når der skal bages. Knægten var lykkelig.
Susanne: Det er heldigt for både dig og mig, at vi har vores små guldklumper i nærheden. Tænk hvis de boede i den anden ende af landet – uha!