Randi Glensbo

Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.

Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses  ved netop den slags anledninger som i dag.

Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.

Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal  komme med et udspil i  forhold til sådan en sammenkomst. Øh?

Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.

Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.

Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.

Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.

I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?