I aftes var Henrik og jeg babysittere for Sander. Vi ankom i god tid, før han skulle i seng, for at få tid til at lege lidt med ham og for at give ham en chance for at opfatte, at nu var det altså farfar og farmor, der lige passede på ham lidt.
Sander har et godt øje til sin farfar. Hvis farfar er i nærheden ser guldklumpen lige igennem farmor. Han er somme tider lige ved at dreje halsen af led i sin iver efter at følge farfar med øjnene.
I aftes kom farfar så i tanke om en gammel, næsten glemt kompetance. Han kan sige omtrent lige som Anders And. Så det underholdt han Sander med. Og Sander var et meget taknemmeligt publikum. Han grinede af farfar – sådan rigtig latter. Vi havde hørt ham grine før, men indtil i aftes havde vi kun oplevet, at det var forældrene, der kunne fremkalde latteren.
Det var så sjovt at se og høre. Hele Sanders lille ansigt – ja faktisk også hele kroppen – viste tydeligt, at han var helt klar og forventningsfuld, hver gang farfar lagde an til at sige den sjove lyd igen. Og så kom den der lille søde, smittende kluklatter.
Det var en rigtig stjernestund.
4 kommentarer
Jeg kender godt det der med bedstefædrene.
Her lyder det “Hej mormor, hvor er morfar henne”, og stakkels mig, hvis jeg kommer forbi alene. Der bliver kun spurgt efter morfar. (Jeg kan dog stadig få kys og kram) – Morfar er simpelthen et hit.
Susanne: Ja, der er noget med de der bedstefædre – mine børn havde også en forkærlighed for deres morfar – men det er da bare rigtig dejligt. Og nu har I jo to børnebørn, så nu er der brug for alle hænder, ikke?
Sjovt som nogle børn foretrækker mænd, udover MOR.
Du beskriver det bare så dejligt. Den der stjernestund. Og den der Farmor-/ Bedsteforældre-kærlighed. Som er noget helt særligt.
Herhjemme nydes også en anden særlig stjernestund og kærlighed, nemlig den mellem min lille dreng på snart 8 mdr og min store dreng på 9. Fornyligt grinede de rigtigt indforståede, som i: Der er kun os i hele verden, og jeg sagde: “Hvor er det dejligt, sådan som I griner sammen!” eller noget i den stil. Og min store dreng svarede med lysende øjne: “Ja Mor, det er jo sådan noget brødre gør.” Jeg måtte lige synke….
FruGosch: Velkommen på min blog! Jeg læser altid dine kommentarer, når jeg støder på dem ude i blog-land 🙂
Du har ret, som mor bliver man ramt lige i hjertet, når man oplever det specielle fællesskab, der er mellem børnene. Mine tre drenge er jo voksne nu, men det glæder mig stadig rigtig meget, når jeg ser og hører tegn på det fællesskab de har. Som årene går bliver aldersforskellen mellem børnene ligesom udvisket lidt, og de bliver mere jævnbyrdige.