Når juletiden nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på min barndoms jul. Mit barndomshjem var et helt almindeligt arbejderhjem. Vi manglede ikke noget, men der var ikke mange penge at rutte med. Min mor sparede op i Julens Glæde. Det var en ordning, hvor der hver uge kom en “spare-kone” og tog imod de penge, man ville spare op til julen. Min mor indskød hver uge 10 eller – når det gik højt – 20 kroner. “Spare-konen” skrev med sirlige tal beløbene ind i et lille hæfte uge for uge. På den måde kunne min mor ved at kigge i hæftet, følge med i, hvordan kapitalen voksede.
Det var ikke særlig profitabelt, at spare op i Julens Glæde. For renter var der ikke tale om. Dem fik “spare- konen “ for sin ulejlighed, ligesom hun vistnok også beregnede sig et lille gebyr fra hver opsparer. Jeg kan huske, at min mor også plejede at købe en blomst til den søde dame,. Der var en særlig stemning derhjemme den dag op mod jul, hvor pengene skulle udbetales. Mor var glad og kalenderlyset var tændt på spisebordet i køkkenet, mens vi gik og ventede på, at konen skulle dukke op med pengene. Det drejede sig vel om 500-700 kroner, men dengang rakte pengene jo lidt længere, end de gør i dag.
Uh, det var hyggeligt!
