I dag har jeg hængt min julekortholder op. Årets første julekort lå nemlig i postkassen. Kortet var fra to mennesker, som vi deler noget meget, meget dyrebart med – vores fælles barnebarn. Kortet var fra Sanders mormor og morfar, og nu hænger det og pynter på væggen i vores køkken.
6 kommentarer
Julekort er min halvsorte samvittighed. Halvsort fordi jeg i bund og grund synes, det er lidt fjollet at skrive til folk denne ene gang om året.
Jeg skriver kun til min datters svigerforældre, og det kun fordi de er englændere, og det bare betyder SÅ meget for dem at få mange julekort… sådan lidt Hyacinth Bucket-agtigt.
Der er dog stadig nogen, der, på trods af min elendige respons, sender os et julekort.
Jeg er bare ikke god til det, desværre.
Skriver du mange julekort?
Jeg har læst lidt tilbage – mit ungpigeværelse var totalt overbroderet med Christel-tegninger 🙂
Ellen: Nej, jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke skriver særlig mange julekort – men nogen skriver jeg. Jeg synes, det er lidt hyggeligt både at få og skrive kortene. Jeg kender også til folk, der ikke selv skriver julekort, men alligevel er glade for at modtage kort. Det synes jeg er helt i orden. Man skal ikke skrive af pligt, synes jeg.
Jeg synes den er virkelig fin den julekortholder du har der.
Sille: Tak akal du ha’ – jeg er også ret glad for den:-)
Åh godt du minder mig om det! Skal så meget snart ha sendt nogle!
Emilia: Ja, jeg har heller ikke fået skrevet mere end et indtil videre, men mon ikke vi når det ?