Min søster har fødselsdag i dag.
Det får mig til at tænke på dengang, hun fyldte 14 år. Jeg var 7 og var stjernemisundelig på min søster. Jeg syntes nemlig, at når man var 14, var man voksen. Og jeg længtes efter at blive 14 og voksen. Og min søster fik oven i købet også sit første par nylonstrømper. Uha, hvor var rønnebærrene sure.
Nå, men jeg sad altså der og var misundelig og tænkte over det der med, at min søster var 14 år, og jeg var 7. Det gik op for mig, at hun var dobbelt så gammel som mig, og så vidste jeg jo pludselig, hvordan jeg skulle pille hende lidt ned.
“HA” sagde jeg triumferende – “så når jeg er 40, så er du 80.”
Siden har jeg fået bedre styr på matematikken. Og der er stadig kun (knapt nok endda) syv år imellem os.