I vores lille familie var juleaften i år meget anderledes, end den plejer at være.
For det første var det jo Sanders første juleaften. For det andet var det – på opfordring af et par af de unge i familien – blevet besluttet at ændre vores julekoncept. Det nye koncept dikterede, at der kun var gaver til børnene. Det vil sige til Sander. Nogle af os har haft betænkeligheder ved den nye aftale. Der kan jo være mange argumenter både for og imod. Men da alle jo gerne skulle kunne nyde julen, aftalte vi at prøve den nye julefacon.
Altså var der kun gaver til Sander, alligevel var der fyldt godt op under træet.
Sander – der i dagens anledning var fint klædt på i nissekostume – var virkelig julens midtpunkt – og højdepunktet kom, da han skulle åbne sine gaver. Han var så sød og glad. Han sad der helt klar og koncentreret og kæmpede for at åbne sine pakker. Papir og bånd var et hit. Med lidt hjælp fik han åbnet gaverne og det var virkelig en fryd at give ham gaver. For han kiggede så glad og interesseret på alle tingene og gav sig med stor iver i kast med at undersøge de nye fine legesager, der gemte sig under papiret.
I det hele taget var Sander en glad og mild lille julenisse, der gik fra favn til favn. Der var ikke mangel på arme, der rakte ud efter ham. Det var en glæde at opleve hans første juleaften sammen med ham!
2 kommentarer
Hvor er han bare sød, Jeres lille barnebarn, også klædt som en lille julenisse. :0) Jeg kan lige forestille mig hvordan han ivrigt og den sprudlende glæde der kommer når de ser pakker og pakker julegaver op og er midt i en stor legeplads og hvor han har hele opmærksomheden med dem som elsker ham allermest omkring sig.. :0)
Dora: Ja, du kan tro, det var sjovt at se ham bakse med pakkerne. Egentlig ville han nok have være tilfreds bare med julepapiret 🙂