Jeg har det sådan med julen, at når først den er forbi, så er den forbi og så skal sporene slettes. Hurtigst muligt. Jeg bryder mig ikke om julepynt og nisser efter jul. Så når den første hverdag efter jul melder sig, er jeg klar til at pakke julen væk. Lige så hyggeligt det er at tage julesagerne frem op til jul, lige så befriende er det at pakke dem væk igen, når juledagene er ovre.
Som barn kunne jeg blive så forfærdelig trist til mode, når jeg 1. juledags morgen stod op og så juletræet stå i stuen. Træet stod der, men juleaften var jo forbi og der var så ufatteligt lang tid til næste juleaften. Det var så trist, næsten sørgeligt syntes jeg dengang.
Det er lidt den samme følelse, der griber mig stadigvæk, når jeg ser på julepynt efter jul. Så væk med det.
2 kommentarer
Det er lidt sjovt, at du har det sådan – jeg synes det er så sørgeligt at pille pynten ned igen, så det får altid lov til at hænge til efter nytår.
Jeg elsker simpelthen vores hus, når det er julepyntet.
Jeg læste lidt tilbage – John og jeg har flere gange prøvet at stoppe med at give hinanden julegaver, og i stedet lovet hinanden at vi sammen gør et eller andet for pengene i stedet. Og hver gang har der alligevel ligget lige en lille gave fra den ene til den anden, “for det er da mere hygeligt…”
Nu forsøger vi vist ikke mere den slags aftaler 🙂
Godt at Sander havde en god jul – ham kunne jeg sagtens have mistænkt for om nogle få år at nå til samme sted: For mange gaver… Det er så svært at lade være med at forkæle de søde små.
Ellen: Ja, det var skønt at opleve Sander juleaften. Han hyggede sig med sine pakker – bånd og papir var i sig selv et hit for ham. For os voksne var det jo mest ham, det hele drejede sig om i år.
Om vi på et tidspunkt igen ændrer på det med gaver eller ikke gaver til de voksne – det må tiden vise.