Den seneste måneds tid har Sander og vi kun set hinanden en enkelt gang nærmest sådan i forbifarten – nå ja to gange faktisk, men den ene gang sov han, så der så vi ganske vist ham, men han så ikke os.
Selv om vi voksne synes, at en måned ikke er særlig lang tid, så er det nok temmelig langt tid for et barn på bare otte måneder.
Da vi troppede op til søndagskaffe i dag, blev vi ikke i hvert fald ikke ligefrem modtaget med gensynsglæde af den lille skat. Tværtimod. Han fik faktisk en lille smule tudemund, da han så os, og da han blev anbragt i armene på farmor her, gav han sig til at græde. Så han blev lynhurtigt rakt retur til sin farmand. Og så blev farfar og farmor ellers kigget an på mere sikker afstand.
Heldigvis tøede han hurtigt op, og vi fik lavet et masse spas og fik en rundhåndet portion af hans glade smil, som jo ikke længere er tandløse men afslører to fine tænder.
