Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.
Det var dejligt.
Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.
2 kommentarer
Og sådan skal det også være – altså at far og mor er de bedste i verden, og vi kan altid kun blive de næstbedste.
Engang imellem kan vi måske nok bilde vi os selv ind, at de små synes vi er de bedste, og lad os så bare leve i troen 🙂
God bedring til dig med forkølelsen – håber ikke, den bider sig for fast.
Ellen : Jeg er fuldstændig enig – det er far og mor der er – og skal være – de bedste i verden. Faktisk er der en stor fornøjelse og stor frihed i bare at være bland de næstbedste. Det er helt perfekt.