Vi passede Sander lørdag aften.
I modsætning til hvad vi ellers er vant til, gad han ikke sove. Det krævede lang tids traven frem og tilbage over gulvet – med den trætte dreng på armen – før han overgav sig til søvnen.
Han sov kun i tyve minutter, men det er en helt anden historie.
Det jeg vil frem til er, at guldklumpen en god del af aftenen befandt sig i armene på sin farmor. Og det kunne altså mærkes i går. Jeg var lidt små-øm i armene. Godt nok vejer Sander næsten 12 kg. – men alligevel. Det er da lidt slattent. Da mine egne drenge var små, kunne jeg da slæbe på dem konstant uden at blive øm i armene.
Måske bør jeg se mig om efter et styrketræningshold for bedstemødre?
