Jeg kan nok kaldes for lidt af en økoromantiker. Jeg kunne allerede som barn svælge i bøger som Det Lille Hus På Prærien, hvor familien Ingalls lever et romantisk liv i et primitivt hus uden moderne bekvemmeligheder. Jeg er også fjollet med at se Bonderøven i fjernsynet.
Det enkle liv uden overforbrug og kemisk renset for brug-og smid-væk-mentalitet.
Bage sit brød selv. Genbruge hvor man kan. Det enkle liv i pagt med naturen. Ja, ja!
Nu har jeg i to dage levet uden et fungerende køleskab. Og jeg får først et nyt på mandag.
Hm, det er ikke spor romantisk. Det er bare møgirriterende og næsten ikke til at holde ud.
Så meget for min drøm om det enkle, lykkelige liv i det lille skæve hus uden el og indlagt vand!
6 kommentarer
Ja, et er teori, noget andet er praksis. Jeg kan sagtens følge dig. Problemet er, at det enkle liv vil blive meget kompliceret og tidrøvende, hvis man vil prøve at gennemføre det, tror jeg.
Vi havde på et tidspunkt 14 dage i sommerhus i Norge på den måde: Hente vand ved kilden, vaske tøj i søen, tænde op i kakkelovnen osv. Det kunne gå, fordi det var et fantastisk sted og et fantastisk vejr. Men hele året rundt og med små børn og et arbejde, der skal passes, nej tak.
Alligevel siger jeg: Drømme længe leve!
Nonna : Ja, drømme af enhver slags er af det gode – også dagdrømme. Men vi kan vis godt blive enige om, at det enkle liv ikke er så enkelt endda 🙂
Det der med køleskabet har jeg også prøvet, men da var det 2 graders frost udenfor, så det var ikke noget stort problem.
Det bliver dejligt med et nyt køleskab på mandag.
God weekend, trods alt.
Eva : Det er heldigvis et problem af den slags, der er til at komme over – det er trods alt bare et køleskab 🙂 Også rigtig god weekend til dig!
Den slags romantiske drømme havde jeg også – Laura Ingalls verden lå i et rosenrødt skær for mig. Min mor læste også bøgerne og sagde ‘næh ellers mange tak – det er nok sjovere at være barn end voksen under sådanne forhold’ – og det har hun sikkert haft helt ret i…
Sådan noget skal også opleves, når man selv bestemmer det. Det skal bestemt ikke være køleskabet, der bestemmer 😀
Ellen : Ja, din mor havde ganske givet ret i sin betragtning!