Vi har passet Sander igen i dag, og vi har haft en god dag sammen med ham. I store træk.
Desværre skete der også noget, som absolut ikke var spor godt.
Vi var ude at gå en lille tur. Sander er ikke altid så meget for at blive holdt i hånden, så han gik selv. Det gik rigtig fint. Pludselig fik han øje på en hund og blev helt ivrig. “Vuv vuv” sagde han og pegede på hunden samtidig med, at han satte farten op. Og bum – så faldt han og slog næsen lige ned i asfalten.
Den lillebitte næse fik et ordentligt skrub. Den blev skrabet eftertrykkeligt.
Sander er ikke pivet, han græder faktisk ikke ret meget, når han slår sig. Det gjorde han heller ikke i dag. Til gengæld var vi voksne ikke meget værd. Jeg kan slet ikke holde ud, at den lille guldklump slår sig – men at han faldt og slog sig, mens vi havde ansvaret for at passe på ham – puh, det var ikke rart.
2 kommentarer
Uh, det var da en ulykke. Jeg kan godt forstå, at I synes, det var en kedelig historie, at det lige skulle ske hos jer.
Heldigvis, så heler børn fantastisk hurtigt, -og det er garanteret ikke sidste gang;)
God weekend.
Eva : Nej, det bliver næppe den sidste hudafskrabning, den lille fyr har reddet sig. Med tre drengebørn i huset havde jeg i hvert fald brug for hæfteplasteret ret tit 🙂
Også god weekend til dig!