I en kold tid kan man heldigvis sagtens blive varm om hjertet. Det blev jeg i morges, da jeg så en lille dreng – på størrelse med en havenisse – komme travende i sneen med den karakteristiske vraltende gang små børn har, når de er pakket ind i en masse varmt vintertøj. Nåååh, hvor så han sød ud. (Ja, det var selvfølgelig Sander.)
Hvor er jeg bare heldig at være farmor til sådan en lille guldklump.
5 kommentarer
Ja, de kan gøre os varme om hjertet, de små guldklumper, helt uden at vide det. En fin sammenligning med havenissen!
Det må være et dejligt syn. Jeg gætter på, at der også var røde kinder og glimt i øjet. Heldige Bedste.
Nonna : De er så dejlige, de børnebørn. Når Sander kommer hjem til os, plejer han at gå om og kigge ind ad terrassedøren i køkkenet. Så står han der – helt tyk af vintertøj og med hue på – så ligner han lidt en havenisse – bare meget sødere!
Eva : Du har helt ret – der var nemlig både friske, røde kinder, smil og glimt i øjet 🙂
Sommetider kan man næsten føle, at man elsker børnebørnene højere, end man elskede barnet. Sådan tror (ved…) jeg godt, det ikke er, men for pokker, hvor kan hjertet dog svulme over af glæde, når man ser på og er sammen med de små dejligheder.
Ellen : Jeg bliver stadig overrumplet af de store følelser, sådan et lille menneske kan få i spil.
Jeg har lige fået (endnu) en bog om bedsteforældre og børnebørn, og der står på forsiden : “Havde jeg vidst, hvor dejligt det er at få børnebørn, var jeg startet med dem.” 🙂