Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.
Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.
Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.
Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.
4 kommentarer
Hahaha – DEN husker jeg også – jeg var så ødelagt og tudede så meget, at min kæreste ofrede en taxa, for det var simpelthen for flovt at følges med mig på gaden.
Chaufførens kommentar? “Nå… I har nok været inde og se ‘Love Story'” – det var vist ikke engang et spørgsmål…
Herlig nostalgi. Nu så mange år efter 😀
Ellen : Jamen det VAR da også en meget sørgelig og bevægende film – og vi var jo så unge dengang! Tænk, at det er sådan ca. 40 år siden, den film var på plakaten – det er jo slet ikke til at fatte!
Jeg husker også Love Story. Ole og jeg var inde at se den sammen med Danne og Bent. Danne og jeg tudede så det stod efter, men Bent og Ole var enige om, at det var en kedelig film, for som de sagde: Der skete jo ingenting!hvor var de dog nigle stakler ( Ole og Bent, altså)!
Jette : Der blev helt sikkert grædt mange tårer over Love Story, og det, at vi husker den så tydeligt efter alle de år, siger jo lidt om, hvor stort et indtryk den har gjort på os. Kedelig var den i hvert fald ikke!