Jeg har brugt noget af formiddagen på at sortere nogle papirer.
I den forbindelse fandt jeg min ældste søns første kontaktbog fra skolen. Jeg måtte selvfølgelig lige give mig tid til at læse alt, hvad der stod i den. Det var ikke så lidt. Der var små beskeder mellem skole og hjem lige fra han startede i børnehaveklassen i 1982 0g helt frem til udgangen af tredie klasse – så var bogen nemlig skrevet helt ud.
Hvor var det sjovt at gense den lille bog. Det meste af det, der stod i bogen, kunne jeg selvfølgelig sagtens huske – men der var også enkelte episoder, som jeg havde glemt alt om.
Hvor var det hyggeligt at huske tilbage på den tid.
Jeg nænner næsten ikke at lægge den lille kontaktbog væk igen.
2 kommentarer
Kan du ikke give den til din søn? Han vil muligvis ikke synes, det er særlig sjovt eller interessant, men bed ham eventuelt om at gemme den til sige egne børn eller deres børn igen.
Erfaringen viser jo, at på et eller andet tidspunkt bliver det rigtig interessant for en eller anden – man kan bare ikke se det inden for generationen, hvorfra bogen stammer.
Ellen : Jeg tror, at du har ret i, at den slags ting skal have nogle år på bagen, før de for alvor bliver interessante for andre end måske lige en mor 🙂 Jeg tror nu nok, at min søn vil synes, at bogen er sjov – og jeg håber da også, at han vil finde den bevaringsværdig!