Vi havde lovet at hente Sander fra vuggestue i går.
Jeg var lidt spændt på, om han nu ville med, når vi kom for at hente ham. Hans far har nemlig fortalt, at det ikke altid passer den unge mand at blive hentet, hvis han lige er godt i gang med at lege.
Men da vi kom ind i garderoben, stod Sander i døren ind til stuen. Da han så os, snurrede han rundt på hælen og susede ind efter sin madkasse. Og så var han ellers klar til at gå.
Det var dejligt. Det ville jo have taget lidt af fornøjelsen ved at hente ham, hvis han havde sat sig imod det. Det gjorde han ikke, og vi havde et par rigtig gode timer sammen med ham.
