Et af vores nabohuse har stået tomt nogen tid. Nu er det solgt og er ved at blive istandsat. Bagefter skal det videresælges.
De nye ejere har lagt ud med at rydde haven. Store maskiner har nedlagt stort set alt, hvad der var af træer. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var glad, da det store birketræ, der stod lige inde på den anden side af hækken, faldt. Det var ganske vist et flot træ, men i birkepollensæsonen var jeg mildt sagt ikke begejstret for det på grund af min allergi.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at alle de træer, der nu er fældet og savet ud, er plantet for mange år siden. De er blevet plejet og passet og holdt af. De har sikkert betydet en hel masse for de mennesker, der boede i huset i mange år. Fuldstændig som de træer, vi har plantet og plejet og passet, betyder noget for os.
Man forestiller sig jo nok, at de træer, man planter, vil stå der mange år efter, man selv er væk. Men sådan går det ikke altid.
Den kendsgerning giver et lille stik i hjertet og en snert af en følelse af vemod.
2 kommentarer
Jeg forstår godt, at det er en kende vemodigt at se alle de gamle, store træer forsvinde. Hjerne og hjerte følges ikke ad her! Da vi solgte vores gamle hus med en nydelig have (syntes vi selv), som en havemand havde passet og plejet, fældede de nye ejere stort set alt: træer, buske, stauder osv. Godt, vi var flyttet til Sjælland! Så var vi fri for at blive mindet om det.
Nonna : Man bør nok slet ikke hænge sig så meget i den slags ting, som man faktisk gør. Men som du skriver – hjerne og hjerte er ikke helt i fase, når det gælder sådan noget 🙂