Endelig langt om længe har jeg fået taget mig sammen til at få udfyldt den blanket, man skal udfylde for at blive fri for at få postkassen fyldt til bristepunktet med trykte reklamer hver uge.
Så nu venter jeg bare på at få mit Reklamer – nej tak- skilt tilsendt.
Så er det slut med at have dårlig samvittighed over at belaste miljøet med kemikalier fra det kæmpe læs reklamer, der hver uge plejer at lande i min postkasse. For slet ikke at tale om det store spild af papir. De fleste af reklametryksagerne plejer jeg alligevel at sortere fra med det samme og ekspedere direkte i papircontaineren.
Det er jo slet ikke rimeligt.
Jeg læser efterhånden de reklamer, jeg vil læse, online. Så nu skal der orden i tingene og samvittigheden (på lige det område) vaskes ren.
4 kommentarer
Det er så dejligt at være fri for reklamerne:)
Eva : Ja, jeg tror bestemt heller ikke, at jeg kommer til at savne dem.
Jeg kunne også snildt undvære dem, men John nyder at sidde og kigge dem allesammen igennem, desværre, og jeg synes ikke jeg vil tvangsfjerne hans lørdag/søndagsmorgenhygge 😉
Til gengæld kan man jo ikke påstå, at de er helt spildt – de bliver da læst…
Ellen : Når de bliver læst, er der jo heller ikke noget som helst galt i at modtage dem. Jeg blev bare lidt flov til sidst over at modtage dem og så bare ekspedere de fleste (ulæst) videre til papircontaineren. På den måde er det jo kun spild.