I morges var det farmor her, der skulle køre Sander i vuggestue.
Knapt nok var jeg drejet ind i indkørslen, før Sander kom ud af døren med sin madkasse i hånden. Ind i bilen og op i autostolen med ham – og så var vi ellers på vej i vuggestue.
Selv om køreturen ind til vuggestuen ikke er særlig lang, nåede Sander og jeg at snakke om rigtig mange ting. Om ambulancen – vi så holde på cykelstien – og som siger wiiiu, wiiiu, om at Mor var på arbejde, om toget – som vi ikke så i dag, om farfar der ikke var med i dag – han var på arbejde, om lastbiler, om rødt og grønt lys, om en stor traktor. Og om en hel masse mere. Munden stod ikke stille på nogen af os.
Det var så hyggeligt at gå fra parkeringspladsen hen til vuggestuen hånd i hånd med Guldklumpen, som fortsatte med at fortælle om løst og fast. Blandt andet om den flyvemaskine, som vi kunne høre men ikke se. Og om pedellen der gik og gjorde klar til at starte græsslåmaskinen. Da han fik startet den, blev Sander en lille smule mundlam. Han synes nemlig, at græsslåmaskiner er spændende men også en lille smule farlige. Så da pedellen gik lige bagved os med den larmende maskine, holdt Sander ekstra godt fast i “Marmor”s hånd.
Da vi var kommet indenfor, skyndte Sander sig at sætte sin madkasse ind i køleskabet og løb så hen til vinduet for at kigge mere på pedellen med græsslåmaskinen – nu på sikker afstand og med en rude imellem. Det var så interessant, at han næsten ikke havde tid til at vinke, da jeg gik forbi vinduet.
