Vi har haft et pudsigt besøg her til aften.
To små piger bankede på – vinduet. Da vi åbnede døren, spurgte de, om vi havde noget mel. Den ene piges mor skulle nemlig bage boller, men havde ikke noget mel. Pigerne havde en målekande med og viste på kanden, at de skulle have mel “her op til.” De viste også, at de havde to femmere med til at betale med. Jeg sagde, at butikkerne stadig havde åbent, men den ene af pigerne sagde, at moderen skulle skynde sig at bage og derfor ikke kunne nå at hente mel i Netto.
Sådan to små størrelser er jo ikke til at stå for, så selvfølgelig fik de noget mel. Jeg gav dem en pose med rigeligt økologisk hvedemel til en ordentlig plade hjemmebagte boller. Pengene fik de med tilbage.
Vi kender ikke børnene – ved ikke hvor de hører til, men nu håber vi i hvert fald, at de får dejlige nybagte boller.
6 kommentarer
Det var et pudsigt besøg. Men egentlig meget hyggeligt. Det er efterhånden sjældent, man har brug for at låne hos naboen med de åbningstider, butikkerne har:)
Eva : Det har du ret i, butikkerne har jo efterhånden åbent næsten døgnet rundt. Det mest usædvanlige ved besøget var, at vi slet ikke kendte de to piger og navnlig det, at de var lidt små til at blive sendt rundt for at låne – omkring 6 år, vil jeg skyde på.
Sikke en sød historie 🙂 Jeg har været ude for noget lignende – der var det sukker, en mor havde sendt sin pode ud for at låne. Vores nabo kommer derimod ofte og låner æg eller printerpapir 🙂
Madame : Det er hyggeligt, hvis man kan hjælpe hinanden i en snæver vending 🙂
Underligt, at moderen ville sende så små børn på turné for at få noget mel! Godt, at de havnede det rette sted :-)!
Nonna : Ja, jeg synes også, at de var lovlig små at sende rundt og banke på hos fremmede mennesker.