Her til morgen, da jeg var ude at gå, mødte jeg en mor og hendes lille pige. De var ude for at plukke brombær. Datteren kiggede nu mest på, for tornede brombærranker og små bløde barnefingre er ikke den bedste kombination.
Den bærplukkende mor og jeg fik os en lille snak om glæden ved at indsamle “forråd”. Hun havde dejlige minder fra sin barndom, hvor hun plukkede brombær sammen med sin far. Nu ville hun gerne give sine egne børn de samme gode oplevelser.
De nyplukkede brombær skulle blive til syltetøj, der skulle nydes sammen med pandekager. Vi blev rørende enige om, at det bedste syltetøj i verden er det, man selv har lavet af bær, man selv har plukket.
At gå på brombærjagt er en af de gratis glæder. Det gælder bare om at nyde de lækre bær, når lejlighed byder sig.
2 kommentarer
Jeg har også bemærket, at det er ved at være brombærtid. Vi har nogle vildtvoksende buske på vores grund, som jeg plejer at udnytte på det groveste. Desuden har vi indtil nu haft et sted i nærheden, hvor det var legalt at plukke. jeg tror, at jeg stadig har nogle i fryseren, og det er utroligt, hvad de kan bruges til. Uhm, syltetøj og pandekager. Ikke dårligt.
Nonna : Vi har også brombær i haven – de er meget populære, også for folk som står udenfor hegnet og nyder dem, der stikker udenfor vores grund 🙂 Jeg er ikke selv så meget til syltetøj, men min husbond elsker brombærsyltetøj – jeg er til gengæld glad for de friske bær. De smager godt, gør de – og så er de jo samtidig rigtig sunde.