Jeg er ved at læse Sex, sandheder og sammenbrud af Marianne Eilenberger. Jeg fortæller om bogen, når jeg er færdig med den.
Jeg vil bare lige citere, et uddrag af teksten på bogens bagside:
Er der overhovedet noget at grine af, når det føles, som om man bliver ti år ældre på ti uger? Vel er der så – og det kommer du til, når Marianne Eilenberger tager kvælertag på det billede af 40+ kvinderne, som medierne, reklamebranchen, debattører, bloggere og andre meningsmennesker tegner. For hun kan nemlig ikke helt få det til at passe med sit eget …
Er vi bloggere over 40 med til at tegne et alt for rosenrødt billede af, hvordan det er at være kvinde efter 40-års-fødselsdagen?
Jeg synes det ikke. Jeg synes faktisk, at mange er gode til også at fortælle om alt det, der ikke er perfekt og lader læserne få en lille luns af både det gode og det knapt så gode i deres liv og hverdag.
Hvad synes I?
4 kommentarer
Det er et svært spørgsmål – jeg forsøger at fokusere på de ting, der giver mig glæde, og det er fx naturen, dyr, fotografering, mit barnebarn, litteratur, film og god hjemmelavet mad og bagværk. Synes du, en blog behøver at komme rundt om alle aspekter ved livet?
Madame : Nej, jeg synes absolut ikke, at man behøver lægge hele sit liv frit frem på en blog. Jeg har lige som du mest lyst til at fokusere på de positive ting i hverdagen på min blog. Jeg kan godt finde på at brokke mig lidt også, men de tunge ting i livet fylder jo tit nok i forvejen og behøver nødvendigvis ikke mere plads.
Jeg blev lidt provokeret af, at vi bloggere over 40 blev “beskyldt” for at være med til at tegne et lyserødt glansbillede af kvindelivet efter de 40. Jeg synes netop, at de mange forskellige blogs kommer hele paletten rundt – man kan læse om både glæder og sorger, fest og farver, sygdom, bryllupper og skilsmisser. Så efter min mening tegner bloggerne alt i alt et fint og realistisk billede af de mange forskellige måder, livet kan forme sig på – det er det, jeg så godt kan lide ved blogverdenen.
Vi prøver da bestemt ikke at pynte på hverken os selv eller livet.
Eller … jeg synes ikke, at jeg gør. Eller du gør …
Det er muligt, at ‘nogen’ gør, men de bloggere læser jeg så ikke.
Jeg beskriver mit liv, mine holdninger til det og samfundet omkring mig, og hvis jeg overhovedet giver andre et indtryk, er det da nok mest af en ‘grumpy old lady’.
Jeg ville dog ikke fortælle alverden, hvis John og jeg havde haft et decideret skænderi, og jeg ville heller ikke skrive om mine hæmorider, hvis jeg havde nogen – ej heller hvis vi havde problemer med sexlivet, men lige der er nok den største forskel på Eilenberger og mig 😉
Med andre ord: Jeg er helt enig med dig: rosenrødt? Nix!
Ellen : Nej, vel? Jeg mener også, at de blogs, jeg læser, er fulde af ærlighed, humor og selvironi. Det er bl.a. det, der gør dem interessante at læse.
En blog kan jo sagtens være personlig uden at udlevere alle mulige private detaljer som dem, du nævner – dem ville man jo som læser oftest også helst være fri for at blive delagtiggjort i.