Det er Luciadag i dag.
Før 1975 var det ikke en dag, jeg rigtig havde noget forhold til.
Men i 1975 oplevede jeg noget ganske særligt netop på Luciadagen.
Tidligt om morgenen kom mit første barn til verden.
Om aftenen oplevede jeg mit livs smukkeste og mest stemningsfulde Luciaoptog på barselsgangen på Roskilde Sygehus. Det var så smukt.
Der er ingen tvivl om, at det gjorde så stort indtryk på mig, fordi det i forvejen var sådan en speciel og lykkelig dag. Følelserne sad uden på tøjet, og jeg var så glad og taknemmelig over at have fået en lillebitte, dejlig, sund og velskabt dreng.
Ikke så sært, at det smukke Luciaoptog gjorde ekstra stærkt indtryk i den situation.
Tænk, at det allerede er 37 år siden.
12 kommentarer
Ih, kan lige forestille mig, hvordan sådan et lucia-optog kunne gå rent ind, når du sad med din lille nyfødte søn i favnen. Sikke en dejlig oplevelse 🙂
Fruen i Midten: Ja, man er jo i forvejen rimeligt følelsesladet lige ovenpå en fødsel, og når der så kommer sådan et fint Luciaoptog skridende henad hospitalsgangen med lys og sang, så virker det ret stærkt 🙂 Det var faktisk meget smukt!
Tillykke med sønnen 🙂
Ja, nu kan jeg jo nok se, at du lige var et år foran mig 🙂
Jeg var laborantelev på Roskilde sygehus dengang, men jeg skulle forhåbentlig ikke op på fødeafdelingen og tage blodprøver på din lille dreng … og det er selvfølgelig derfor, jeg ikke kan huske dig 😉
Jeg kan sjovt nok overhovedet ikke huske, om der var Luciaoptog, da jeg fik C året efter … jeg kom da trods alt ikke hjem før 15. december.
Ellen : Tak skal du ha’!
Det er sjovt at tænke på, at vi måske let kunne være rendt ind i hinanden dengang 🙂
Det er svært at huske alting så langt tilbage, men jeg husker især, at vi ikke måtte have vores børn inde på stuen hos os, undtagen når de skulle ammes og pusles. Der var dog en aftensygeplejerske, der havde en høj stjerne hos os mødre – når hun mødte ind på vagt, blev de små trillet ind til os. Det var lykke! Den praksis med at adskille mødre og børn i de første vigtige dage er da heldigvis ændret for længe siden!
Det var en smuk historie. Jeg kan godt forstå, at dagen betyder noget særligt for dig.
Eva : Det gjorde et stort indtryk på mig, sikkert i kraft af, at der var store følelser i spil i forvejen 🙂
Det må have været en smuk oplevelse 🙂 Sikke en velkomst til livet for din lille førstefødte, selv om han sikkert ikke opfattede den helt samme lykkefølelse som dig 🙂 (Men børn kan sikkert mærke det).
Stort tillykke med din søns fødselsdag i går 🙂
PS: Jeg elskede også Christel tegningerne som barn/helt ung 🙂
Lone : Mange tak!
Jeg tror mest, at det var os barselskvinder, der fik glæde af den smukke og højtidelige oplevelse 🙂 Det er et meget fint minde af have fra dagen!
Christels tegninger er så skønne, jeg holder stadig af dem 🙂
Tillykke med din søn, Randi – det er da det allerdejligste minde, du har om Luciadagen. Min søn meldte sin ankomst i 79.
Madame : Mange tak! Ja, det er et fint minde!
Min mellemste søn er født i 80 og den yngste i 86.
Nej, det var noget meget underligt noget – og alligevel en stor forskel fra dengang, min mor fik mig og mine søstre – jeg måtte slet ikke komme ind på fødegangen for at se dem, kan jeg huske, så min far så heller ikke mine søstre, før mor kom hjem med dem – han skulle jo passe mig!
Jeg spurgte ikke nogen, men tog Cs vuggevogn med ind til mig så ofte, jeg kunne slippe af sted med det.
En nat hørte jeg C græde og fløj ind på stuen til hende og hentede hende ind til mig i min seng – selvfølgelig var det præcis hendes gråd, jeg kunne genkende på trods af andres påstand om det modsatte – ih, hvor jeg fik skældud. Og ih, hvor var jeg ligeglad 😀
Ellen : Det var helt naturstridigt, at de nyfødte og mødrene blev holdt væk fra hinanden. Godt, at man er blevet klogere!
Det var dejligt at komme hjem fra hospitalet, så man kunne have sin baby hos sig hele tiden – og selv bestemme 🙂 Det var gudskelov allerede blevet helt anderledes, da jeg fik min mellemste dreng i 80.