Da jeg var barn, havde jeg en blå undulat, der hed Sofus. Faktisk havde der været en undulat mere. Den hed Trille. Jeg kan ikke huske, hvad der blev af den, men til sidst havde jeg i hvert fald bare Sofus.
Jeg var rigtig glad for Sofus.
En morgen sad Sofus ikke på sin pind i buret, som han plejede. Han hang med hovedet nedad. Vi nåede lige at sige til hinanden, at nu var Sofus da blevet helt tosset, før det gik op for os, at fuglen var død.
Jeg kom til at tænke på Sofus, fordi jeg netop med et halvt øre har hørt i radioen, at fugles fødder kan låse sig fast om f.eks. en gren, når fuglen sidder og sover. Det blev i samme forbindelse nævnt, at døde fugle faktisk af og til ses hængende sådan med hovedet nedad.
Jeg har heldigvis kun set det i tilfældet med Sofus. Det var et meget sørgeligt syn.
6 kommentarer
Åh, det var trist med din lille Sofus! Jeg har set en død spætteunge hænge sådan på en træstamme.
Madame : Som barn sørger man virkelig, når man mister et elsket kæledyr – det gør man jo nok også som voksen, men børn oplever tit tingene meget voldsomt.
Det var sørgeligt med lille Sofus. Fik du en ny undulat? Når det drejer sig om hunde, siger man jo, at sorgen først forsvinder, når man har fået en ny (apropos grisehandleren i Matador)! God torsdag!
Nonna : Nej, jeg fik ikke en ny undulat – jeg tror nok, at der forelå en aftale om, at når Sofus ikke var der mere, så var det slut med at holde undulater.
Rigtig god dag til dig!
Sød historie. Jeg kommer til at tænke på, at jeg også havde en undulat som barn – grøn ved navn Jacob. Jacob fløj altid frit rundt, men en dag skete det uundgåelige. Han fløj ud af den åbne terrassedør. Jeg blev dybt ulykkelig. Mine forældre syntes så, at der måtte gøres noget, og søndag formiddag blev en lille grå skøn mini-puddel indkøbt (den levede iøvrigt i 15 år). Glad var jeg for det lille uldne garnnøgle. Sendt på eftermiddagen står min mor på terrassen og ser, at Jacob sidder på garagetaget. Min mor kalder på ham, og vips så hopper han op på hendes finger, og derefter sættes han ind i sit bur. Så havde jeg både hund og fugl.
Det varede nu ikke så længe, for hunden kunne ikke lade fuglen være, når den fløj frit, og det var den jo vant til. Det endte med, at min søde farmor fik Jacob, og ham havde hun glæde af i rigtig mange år.
God søndag.
Susanne : Sikke en herlig historie – der var du alligevel heldig at få i både pose og sæk 🙂 Undulater er sjove, de kan lære mange ting.
Godt, at din farmor kunne overtage Jacob, så han ikke led overlast, og så kunne du jo stadig have glæde af ham, når du besøgte din farmor – ren win-win 🙂
Rigtig god søndag til dig også!