Randi Glensbo

Min pengepung bugner. Ikke af penge desværre – men af kort.

Der er de nødvendige og praktiske kort som kørekort, sundhedskort og Dankort. Fint nok med dem.

Så er der kortet til Blockbuster. Det er jo også meget rart at have ved hånden, hvis man pludselig får lyst til at leje en film – jo, vi lejer stadig film på den stenalderagtige facon, for vi har nemlig en godt, gammeldags fjernsyn med billedrør og det hele.

Så langt så godt. Så er der medlemskort til Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, og jeg ved ikke hvad. De kort kan gå an, for dem kan man roligt lægge ned i en skuffe, dem behøver man ikke at rende rundt med i sin pung.

Nu kommer vi til de kort, som man er nødt til at have i sin pung, hvis der skal være bare en lillebitte smule fornuft i overhovedet at eje dem. Det er hele samlingen af fordelskort og medlemskort og kundeklubkort Og Så Videre. Jeg bliver vanvittig af alle de kort, jeg efterhånden er blevet prakket på.

I dag stod jeg i Matas og skulle til at betale. Jeg blev spurgt, om jeg var medlem af Club Matas. Ja, det var jeg jo. Men selv om jeg  febrilsk rodede i min pung, kunne jeg ikke finde det fordømte kort, der skulle skannes, for at jeg kunne optjene et eller andet antal point. Point, som jeg aldrig får samlet nok af til, at de kan bruges til noget som helst fornuftigt.

Jeg fatter ikke, hvorfor jeg altid lader mig besnakke til at melde mig ind i alle de kundeklubber, og hvad det ellers kaldes. Men jeg er træt af det.

Det er slut. Jeg melder mig ud.