Her til morgen læste jeg et indlæg på bloggen Annas Plads, hvor hun fortæller, at hun er blevet interviewet og fotograferet til en avisartikel.
Det var et godt blogindlæg, og det fik mig til at tænke nærmere over noget. Sidste år i januar – altså for næsten to år siden blev jeg interviewet til en avisartikel om bedstemødre, der blogger. Artiklen blev bragt i søndagstillægget Viva i JP. Det var en interessant og positiv oplevelse, men jeg skrev ikke om det på min blog. Jeg havde sådan en vag fornemmelse af, at det skulle jeg da ikke føre mig frem med.
Jeg ville heller ikke fotograferes til artiklen. Det var alt for tæt på, syntes jeg dengang. Heldigvis var Alma og Fridas mormor, som også blev interviewet til artiklen, ikke så pivet som mig. Hun stillede op til fotografering sammen med sine søde børnebørn, og der kom nogle gode billeder i artiklen.
I dag kan jeg godt se, at det var noget pjat, at jeg ikke fortalte om interviewet og artiklen her på bloggen. Det var der vist ingen, der ville have taget mig ilde op.
Jeg er nok blevet lidt mere tryg ved hele bloguniverset og har indset, at der ikke sker så meget ved at fortælle lidt om sig selv. Så hvis nogen gider, kan de læse den gamle artikel lige her
8 kommentarer
Sikke en fin artikel. Du kan da bestemt godt stå ved din blog. Også selvom man kan gøre sig mange overvejelser over, hvad man vil dele.
Faktisk har jeg primært én bekymring ved blogland og eget bloggeri: Det røver SÅ megen tid. En tid, jeg ikke synes, jeg har lige nu, men jeg hænger da på endnu.
Eva : Mange tak!
Der kan let gå en del tid både med at skrive blog – og læse andres 🙂
Jeg kan godt huske, at JP havde en artikel om bloggende bedstemødre. Hvis jeg husker korrekt, blev jeg selv nævnt i den. Jeg kan desværre ikke læse artiklen her på min iPad. Jeg synes helt sikkert, at et interview og en artikel er værd at fortælle om!
Jeg har set lidt af artiklen om Annas Plads og de fine billeder på nettet. Spændende blog!
God søndag!
Nonna : Nemlig, din blog var også nævnt i artiklen.
Annas Plads er en blog, jeg har opdaget for nylig – den er bestemt et besøg værd.
Rigtig god søndag til dig!
Jeg synes, det er rigtig dejligt, når bedstemødre, som vi jo begge er, fortæller om glæden ved at blogge. Man må nemlig gerne fortælle lidt om sig selv – bare man mærker efter, hvor grænsen går for, hvad vi vil dele med fremmede 🙂
Madame: Du har fuldstændig ret – den enkelte skal nemlig selv mærke efter og tage stilling til, hvad og hvor meget der skal deles.
Jeg læser artiklen, når jeg kommer på min pc igen.
Det er rigtigt, at man i starten var mere anonym, men det gik nu hurtigt over for mit vedkommende 😉 – de, der vil, kan jo sagtens finde ud af hvem man er …
Jeg spørger andre, inden jeg lægger billeder på af dem, men de færreste har noget imod det.
Det værste er næsten tiden, der går med det, og når man helst vil levere et dagligt indlæg, tager det altså lang tid – man skal jo også rundt til alle de andre.
Ellen : Det tager tid, ja. Man “finder” jo flere og flere gode blogs, man gerne vil følge 🙂