Jeg skal da ellers lige love for, at det har være en mandag, der kunne blæse hvad og hvem som helst omkuld.
Vi har haft stormvejr, så det kunne mærkes.
Der er blæst hul i hegnet ind til naboen. Døren er revet af drivhuset og noget af inddækningen på vores solfanger har revet sig løs. Det er småting i forhold til, hvad der er sket mange andre steder.
Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at bevæge mig udenfor i dag, men jeg var nødt til at køre en lille tur, for vi havde lovet at hente Sander i børnehaven. Jeg var ikke helt tryg ved at skulle ud i det vilde vejr – og slet ikke ved at skulle tage Sander med ud i det. Især ikke efter at have hørt i radioen, at politiet frarådede, at man begav sig ud, da det var forbundet med livsfare.
Heldigvis gik turen fint. Vi fik hentet Sander, der var lidt betuttet over, at det blæste så meget. Turen gik fint, og vi oplevede heldigvis ikke nogen farlige situationer
I sådan et vejr vil jeg helst være herhjemme, men helt rolig er jeg først, når jeg ved, at mine børn og andre, der står mig nær, også er i sikkerhed.
8 kommentarer
Jeg får et fint lille billede inde i mit hoved af Sander hængende vandret ud i luften efter sin farmor 🙂
Spøg til side, så tror jeg, at mange har haft det som dig, at de var urolige for deres nærmeste, hvis de ikke vidste dem siddende trygt indendøre. Jeg fortalte heller ikke min mor, at jeg altså var nødt til at tage ud at handle 😉
Iøvrigt var det ikke særlig slemt her.
Fruen : Godt, at du ikke fortalte din mor, at du begav dig ud i stormen – du kunne lige så godt spare hende for den bekymring. Mødre er jo mødre – uanset hvor voksne deres børn er 🙂
Det var godt, det ikke gik værre hos jer, selv om det altid er ærgerligt med skader. Vi sad hele aftenen og frygtede det værste her, men slap med 4 væltede træer.
Madame : Vi skal absolut ikke klage over den smule, der er sket hos os, vi slap billigt i forhold til mange andre. Vores træer klarede skærene, og det er jeg glad for.
Det var godt, at turen med Sander gik fint. Jeg havde heldigvis ikke nogen aftaler i går, så jeg kunne blot blive hjemme. Det var jeg glad for. I dag forestår så oprydning af diverse ting og sager på matriklen. Der er nok at tage fat på, men det er heldigvis kun døde ting. God tirsdag!
Nonna : Jeg ville helst være blevet inden døre, men det kunne ikke lade sig gøre – heldigvis gik det jo også fint. Det var uhyggeligt at se de væltede træer rundt omkring. Herhjemme klaprede alle døre, og det virkede temmelig voldsomt, men heldigvis slap vi ligesom I med skader på døde ting, og det er vi taknemmelige for.
God tirsdag til dig!
Det kender jeg godt: Man skal lige have styr på de nærmeste … er de nu i sikkerhed? Og man er ikke rolig, før man er sikker 🙂
Ellen : Lige præcis!