Vi passede Sander i aftes.
Vi havde det mægtig hyggeligt, men omkring spisetid opstod der en lille krise. Det er vi ikke rigtig vant til, men det måtte jo komme.
Sander blev lidt mut, ville ikke spise sin mad og fortalte os, at han ikke ville ha’, at vi passede på ham. Det skulle hans far og mor gøre.
Vi kunne jo godt regne ud, at han savnede sine forældre, så vi snakkede lidt om, at de kom hjem igen, mens han sov og ville være der, når han stod op igen. Han ville også gerne have styr på, om han skulle i børnehave “i morgen” – altså i dag. Vi fortalte ham, at det skulle han ikke. Han skulle holde fridag sammen med sin far og mor.
Så var det overstået og humøret højt igen. Der var ikke flere problemer – heller ikke ved sengetid. Heldigvis.
4 kommentarer
Åhja, de savner, de små, men heldigvis lykkes det altid hurtigt at få dem til at tænke på noget andet. For dem kan få timer være helt uoverskuelige.
Ellen : Jeg kan faktisk godt selv huske, hvor meget jeg savnede min mor, da hun begyndte at arbejde, da jeg var fire år. Heldigvis er det, som du nævner, let at aflede sådan en størrelses tanker og få smilet frem igen.
Det er ikke altid nemt at være en lille dreng, der savner 🙂
Madame : Nej, det kan godt være svært. Han er ellers en lille sej gut, der tager det meste i stiv arm 🙂