Her hos os er det mig, der står for at stille vækkeuret. Eller rettere sagt – jeg stiller alarmen i min mobiltelefon. Den bliver normalt indstillet til at vække os klokken 6.
I aftes var jeg åbenbart meget træt eller meget bælgøjet eller meget fummelfingret eller noget i den retning.
I hvert fald gav alarmen lyd fra sig klokken 2 i nat. Sådan noget gør den jo ikke helt af sig selv. Så jeg må på en eller anden måde have bedt den om det. Ganske utilsigtet.
Det værste af det hele var, at jeg sov videre, som om ingenting var hændt. Stakkels Henrik derimod blev vækket af alarmen – og da han havde fået slukket for den, kunne han selvfølgelig ikke falde i søvn igen før ud på morgenstunden. Og da var det jo ved at være tid til at stå op.
Et lille hverdagseksempel på, at det nogen gange er de forkerte, det går ud over, når nogen dummer sig.
6 kommentarer
Det var synd! Men jo hvad der kan ske … Du må forkæle med noget særlig god aftensmad eller sådan noget 🙂
Nana : Det er nemlig, hvad der kan ske – og min bedre halvdel er heldigvis en tålmodig sjæl, der tager den slags med sindsro 🙂
ØV. Men mon ikke vi alle har prøvet noget lignende? Eller glemt at slå det fra i weekenden, så det ringer 05.30 en lørdag morgen?
Godt din mand tager sådan noget roligt … det ville John også gøre, hvor jeg vist desværre nok ville være blevet en anelse muggen 😉
Ellen : Ha ha – ja, jeg må også tilstå, at jeg godt selv kan finde på at “knurre” lidt over den slags hændelser 🙂
Stakkels Henrik 🙂 Jeg tror, vi alle sammen har prøvet det. Godt at du forkælede ham med noget særlig god aftensmad.
Madame : Han lod sig heldigvis ikke gå på af den lidt vel tidlige vækning 🙂