Glatte veje er jo som regel ikke noget, man er særlig glad for, når man er nødt til at begive sig ud i trafikken.
Jeg var da heller ikke særlig vild med det, da jeg listede mig forsigtigt af sted i mørke og glat føre på vej til Næstved Sygehus her til morgen.
Jeg skulle en tur ind på sygehusets centrallaboratorium og have taget nogle rutinemæssige blodprøver.
Da jeg nåede frem, viste det sig, at snevejret og de glatte veje også kunne være en temmelig stor fordel. For i det venteværelse, der plejer at være stuvende fuldt, allerede når laboratoriet åbner, var der næsten ikke et øje. Der må nok være nogen, der er blevet enige med sig selv om at udsætte laboratoriebesøget til en anden dag.
Der var stort set ingen ventetid, så i løbet af nul komma fem havde jeg fået taget mine prøver og kunne begive mig ud i trafikken igen. Denne gang med næsen vendt hjemad.
Det passede mig storartet, at jeg ikke skulle tilbringe ret mange minutter på laboratoriet, det er nemlig ikke ligefrem mit yndlingssted. Jeg har ikke noget imod at få taget blodprøverne, det er selve stedet, der gør mig i dårligt humør.
Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
10 kommentarer
Hvor heldigt for dig, at du altså bevægede dig ud trods forståelig ulyst 🙂 Og din erfaring burde vi måske alle skrive os bag øret; at dage med møgvejr giver kortere køer (ja altså ikke på vejene, desværre), fordi folk holder sig hjemme.
Fruen : Det er da også det mest fornuftige at lade være med at begive sig ud i trafikken i sådan et vejr, hvis ikke det er absolut nødvendigt. Jeg var også blevet hjemme, hvis ikke de prøver havde været nødvendige at få taget. Nu kører jeg ikke ud mere i dag – hvis jeg skal ud igen, bliver det på gåben 🙂
Jeg har det på samme måde med chaufførskabet i denne slags vejr.
Se på den lyse side: Centrallaboratoriet er trods alt nok bedre end onkologisk ambulatorium, hvor man lige som ved, hvad vi alle sammen fejler 😉
Ellen : Det har du fuldstændig ret i. Jeg er skam også glad for, at kunne komme på sygehuset og blive behandlet for mine dårligdomme, men lige præcis laboratoriet bryder jeg mig ikke om at besøge. Der møder man i øvrigt rigtig mange, som skal videre til onkologisk efter blodprøvetagning.
Godt at du fik taget prøverne og skønt at du slap for ventetid 🙂 Jeg har også været ude at køre og bestemt mig for at det bliver på gåben hvis jeg skal ud igen!
Nana : Jeg var rigtig glad for at få klaret prøverne i en ruf 🙂
Det er ikke særligt rart at køre bil, når det er så glat – til gengæld er det dejligt at gå sig en tur og nyde snelandskabt.
Ja, mange har nok valgt at blive hjemme i dag, hvis de havde muligheden. Det var dejligt for dig, at besøget i laboratoriet var hurtigt overstået. Her i Nordsjælland er der kun faldet et lille, fint lag sne 🙂
Madame : Vi har heller ikke fået de helt store mængder sne, men alligevel så meget, at der skal ryddes fortov, fliser osv. 🙂 Det er ikke så godt med de glatte veje, men pænt er det med den sne 🙂
Jeg kan læse, at vi var ude i samme ærinde i går. Jeg var på Holbæk sygehus og havde fået besked på at have chauffør med. Det var en undersøgelse, jeg skulle til. Der var næste ingen sne, da vi ankom, men i løbet af de par timer vi var der, ændrede det sig.
Det var godt, at du kom hurtigt til og fik blodprøverne overstået. God tirsdag!
Nonna : De aftaler, man har på sygehuset, er man jo nødt til at overholde uanset vejret – men det er også rart at få sådan noget overstået. Det var da også ubehageligt, som vejret udartede i går – i sådan en situation er det ikke så tosset at have chauffør på.
Rigtig god tirsdag til dig!