Dagen i dag har været en af den slags, hvor ærgrelser og irritationer står i kø.
Lige fra morgenstunden begyndte tingene at gå skævt. Det startede med, at programvælgerknappen knækkede af vaskemaskinen. Og det fortsatte i samme spor.
Heldigvis ikke noget alvorligt, bare trivielle, trælse småting. Skurvognslivet begynder at gå os på nerverne.
Vi blev enige om, at vi ikke rigtig orkede skurvognen i dag. Vi måtte ud og se noget andet.
Så vi kørte en tur ud i det blå. Vejret var smukt, og det samme var landskabet.
På vejen slog vi et smut forbi en økologisk gårdbutik, hvor vi plejer at købe jordbær. De havde masser af skønne, solmodne bær, så vi købte rigeligt. Der røg også nogle fine, små, nye kartofler med i købet.
Bagefter kørte vi til Enø og købte nyrøget makrel og laks.
Nu er humøret steget nogle grader, og vi kan endda glæde os over, at vi nok ikke kommer til at gå sultne i seng.
6 kommentarer
I plejer da forhåbentlig heller ikke at gå sultne i seng, seng, selv om I bor i skurvogn? 😉
Men jeg forstår sandelig godt, at I kan få udlængsel, og nye kartofler og røgede fisk er så lækkert, at det forhåbentlig kan få jer til at glemme jeres trange forhold for en stund.
Ellen : Nej, vi plejer ikke at gå sultne i seng 😉 Det er godt at komme lidt væk og glemme irritationsmomenterne – og når man så kan kombinere turen med indkøb af lækker sommermad, så er det ekstra godt 🙂
Uhm, det lyder vel nok lækkert – ja, god mad er et dejligt ‘plaster på såret’ og kan hjælpe på mange ting 🙂
Madame : En stor portion jordbær kan i hvert fald få mit humør betragteligt i vejret 🙂
Det er godt, at det er til at se en ende på skurvognslivet.
Nyrøget fisk og jordbær er altid en god humørbooster.
Eva : Det er bare med at nyde al den lækre sommermad, mens det er sæson 🙂