Vores lavendel har sået sig selv.
Den vokser i den lille sprække mellem to sten i vores flisegang.
Henrik har noget med, at han ikke rigtig nænner at fjerne planter, der har sået sig selv. Han går og værner og nusser og pusler om dem.
Det er noget, der tidligere har irriteret mig. F.eks. var jeg ikke meget for at lade lavendlen stå, da den dukkede op på flisegangen. Men nu er den blevet stor og kraftig, og den hører bare til der på gangen lige ved hushjørnet. Jeg var den første til at bekymre mig om den, da håndværkerne for et par måneder siden rendte rundt derude med stiger og stillads.
En plante, der sår sig selv på så udsat et sted og kan leve og vokse nærmest på en sten, den er da noget særligt. Sikke en livskraft.
Vi har også andre små “tilløbere”. En slags små gratis glæder. Der er et lille grantræ, som Henrik har fundet i vores hæk, da det var lillebitte. Det har han sat i en potte, og det vokser fint.
Solsikker midt i urtehaven er også helt normalt her hos os. (En bivirkning ved at fodre fugle med solsikkefrø.)
I vores have er det lidt spændende at se, hvad der dukker op næste gang.
6 kommentarer
Jeg er også svært glad for ting der sår sig selv. Men hos os er vi altså nødt til at fjerne mange ahorn- og egetræer. Ellers ville vi bo midt i den skov … Kan godt forstå I er glade for jeres livsduelige lavendel 🙂
Nana : Det er det samme her, der er nogle frø, der kommer lige vel rigeligt af, så der må man luge ud med hård hånd 🙂
Åh ja, det er n stor glæde at se, hvad der dukker op helt af sig selv – her har vi også mange selvsåede planter 🙂
Madame : Det er en utrolig livskraft – så mange af de selvsåede tager vi til os 🙂
Jeg kan sagtens følge din Henrik – og Nana, hvad ahorntræer angår. Samt asketræer – det er helt vildt, så mange der ville kunne komme på et par år i Sverige, hvis ikke vi var ude med buskrydderen med regelmæssige mellemrum.
Men blomster – de får lov at stå 🙂
Ellen : Det skal selvfølgelig heller ikke tage helt overhånd. Vi må også fjerne en masse små ahorn her – ellers ville vi til sidst ikke ha’ plads til andet 🙂