Randi Glensbo

Jeg har fået en ny last.

Hver gang jeg kommer i nærheden af helsekostforretningen, bliver jeg lækkersulten. Det er nemlig der, de forhandler det produkt, jeg er blevet hooked på.

I over 30 år har jeg været allergisk overfor mælkeprodukter. Meget allergisk. Jeg kan ikke tåle den mindste kontakt med mælk. Så der har ikke været andet at gøre end at undgå alle mælkeprodukter helt og holdent.

Det er også gået fint. Man kan vænne sig til meget, og jeg synes egentlig ikke, at det har været særlig svært. I starten savnede jeg en ostemad og risalamanden juleaften. Men gevinsten ved at undgå mælk var kæmpestor i forhold til den smule afsavn. Jeg fik det rigtig meget bedre uden mælken.

Is har jeg selvfølgelig heller ikke spist i alle de år. Det har jeg haft det fint med. Jeg har sommetider følt en snert af lækkersult, men det tager man jo ikke skade af. Jeg vendte det til, at det var da ret smart, at jeg ikke kunne tåle alle de lækkerier, man kan risikere at tage på af. Så var jeg fri for at tænke på det.

Der findes mælkefri is, men den er som oftest lavet på sojamælk, og det kan jeg heller ikke tåle. For nogle år siden dukkede der også is op, der var lavet på basis af havre – den havde jeg ikke lyst til at smage.

Så dukkede der en is op, der var lavet på basis af ris. I lang tid tænkte jeg, at den sikkert ikke var noget at skrive hjem om. Den var også dyr. Den var heller ikke økologisk. Der var meget i vejen.

På et tidspunkt købte jeg alligevel en liter af den der rismælksis og lagde den i fryseren. Der lå den et par måneder, før jeg smagte på den.

Lige der skaffede jeg mig selv en ny last på halsen. For den is smager bare SÅ godt. Den smager, som vaniljeis skal smage. Nu er det jo meget længe siden,  jeg har smagt en “rigtig” vaniljeis, så jeg har lokket Henrik til også at smage på risisen for lige at bedømme den, og han siger også god for smagen.

Jeg kan desværre ikke vise et billede af isen, for den har jeg spist. Der er kun den tomme bøtte tilbage.