Vi har mange rødbeder i haven i år.
Desværre er jeg temmlig ideforladt, når det kommer til at få dem anvendt.
Jeg har selvfølgelig lavet almindelige syltede rødbeder, men der er jo grænser for, hvor mange man spiser.
For mange år siden, før jeg blev allergisk overfor mælk, lavede vi tit en råkost af revet rødbede og revet æble rørt med en spiseskefuld cremefraiche og med et drys af solsikkekerner. Det smagte virkelig godt, men den sammensætning duer ikke mere.
I går lavede vi for første gang rødbedechips. De var lækre, så dem skal vi lave igen en anden gang.
Problemet er, at vi egentlig ikke er specielt begejstrede for rødbedesmagen, når den står alene. Den må gerne være dæmpet lidt på en eller anden måde.
Hvis nogen har en god opskrift på noget med rødbeder – men uden mælkeprodukter – tager jeg imod den med kyshånd.
Rødbederne skal jo gerne bruges, for vi går absolut ikke ind for madspild.
8 kommentarer
Uhm, jeg elsker rødbeder! Vi spiser tit rødbedesuppe – men den smager altså ret meget af rødbeder … De er også gode bagt i ovnen, evt. sammen med andre rodfrugter. Held og lykke med at få spist op 🙂 (Her er vi ved at drukne i æbler, og jeg hader at de bare går til, men der er en grænse for hvor mange æblekager man kan spise …)
Nana : Vi er rigtig glade for bagte rodfrugter, men igen synes vi, at smagen af rødbede er for dominerende 🙂 Hvis du har mange æbler, kunne det måske være en ide at få lavet dem til æblemost eller bare selv køre dem gennem en saftpresser? Vi har også en del madæbler og er efterhånden blevet gode til at bruge dem i madlavningen – vi synes, at æbler er rigtig gode sammen med karry.
Hvis du bager dem sammen med kartofler, selleri, champignon, løg og hvidløg (eller havd du nu har), plus nogle krydderurter, så er rødbedesmagen ikke dominerende længere, synes jeg.
Ellen : Det skal prøves. Lige den kombination har jeg ikke forsøgt mig med. Tak for forslaget!
Kog rødbederne sprødmøre, overhæld med koldt vand, smut skrællen af, skær dem i passende stykker og bland dem med lidt dressing af godt med Urtekrams æblecidereddike, rapsolie, evt. hvidløg og timian, mens bederne er varme. Når bederne er kolde og har absorberet dressingen, kan de fryses og bruges til ovnbagte rodfrugter, et element i biksemad, en rustik salat med grøn- eller anden kål, tilbehør til oksesteg osv. Når bederne skal spises er det et plus at supplere med peberrod.
God appetit
Kristine : Mange tak for de gode forslag. Peberrod lyder som en rigtig god ide – det har jeg slet ikke tænkt på selv.
Jeg har lige konsulteret min nye “bibel”: Grøn hverdagsmad fra River Cottage. Der finder jeg opskrifter som rødbedehummus med valnødder, citron og hvidløg, og så en opskrift på rødbedesuppe med peberrodscreme (bortsj). Der er også andre opskrifter med rødbeder.
Jeg håber, at du finder anvendelse for alle dine rødbeder :-)! God søndag!
Nonna : Tak for god inspiration. Nu er der flere forslag om at kombinere rødbeder og peberrod, så det må absolut prøves.
Rigtig god søndag til dig!