I formiddags, da jeg gik og vaskede gulv og lige flyttede gulvspanden, dukkede der pludselig et sjovt ansigt op.
Måske er det kun mig, der kan se det sjove i det, men jeg morede mig over det ansigt – og måtte lige forevige det, inden det forsvandt igen.
12 kommentarer
Det ER sjovt! Sikke et blik 🙂
Nana: Jeg kunne i hvert fald ikke stå for det 🙂
Godt set! – En abe måske? 😉
Fruen : Jeg ser nok nærmest en hund – eller måske en and 🙂
Jeg kan ikke se et menneskeansigt; for mig er det helt tydeligt et hundehoved 🙂
Jeg tror det er et tegn på, at vi har bevaret den sunde del af vores barnlighed, når vi kan se den slags – lige som at se underlige væsener i skovens træer.
Ellen : Jeg synes, det ligner en hund eller måske en and? Jeg mener også, at det må være et udslag af en vis portion barnlig fantasi eller måske en form for kreativitet, at kunne se sådan noget 🙂
Sød lille abe 😉
Eva : Abe, and eller hund – sjov er den i hvert fald 🙂
Det er fantastisk, det forstår jeg godt, det bedste er næsten, at det aldrig, aldrig nogensinde kommer igen – ikke? 🙂
Helle : Du har helt ret – jeg ville næppe være glad for at have sådan ét ansigt, der kiggede op fra soveværelsesgulvet på permanent basis 🙂 Det, der for alvor er sjovt ved det, er nok det overraskelsesmoment, der ligger i det, når man lige får øjet på det.
Nej, hvor sjovt 🙂 Det er vel nok et sødt ansigt. Godt, du tog et billede som minde om et flygtigt bekendtskab 🙂
Lone : Det var ret overraskende, pludselig at “blive kiggget på” 🙂