Jeg går og tænker på at lave en familievæg. En væg med billeder af den nærmeste familie. Jeg har en del gamle billeder, der godt kunne fortjene at komme op på væggen og blive kigget på i stedet for at ligge i en skuffe.
Nogen gange er der langt fra tanke til handling, men måske bliver det lige pludselig til noget.
Da jeg rodede i bunken af gamle fotografier, dukkede der også billeder af mig selv som barn op. Jeg var jo barn i en tid, hvor et fotografiapparat ikke var hvermandseje. Mine forældre havde i hvert fald ikke et. Til gengæld sørgede de for, at vi børn kom til fotografen nogle gange i løbet af barndommen.
Da jeg fik børn, havde jeg et kamera og har taget masser af billeder af mine unger. Derimod har jeg forsømt at få taget nogle gode portrætter af poderne hos en professionel fotograf. Det kan jeg godt ærgre mig over nu.
Det gamle billede af mig er taget, da jeg var omkring tre år. Det er en del af et ark med 12 forskellige billeder, som i gamle dage var i glas og ramme hjemme hos mine forældre. Det var meget almindeligt dengang at smække hele arket i en ramme i stedet for at vælge et enkelt billede ud. Jeg har i hvert fald set det rundt omkring.
10 kommentarer
Sikke en nuser lille Randi 🙂
Det er en god ide med en familievæg – det giver stof til samtaleemner, når der kommer gæster og det er selvølgelig også dejligt selv at gå og se på.
C har en stor væg, der rækker helt tilbage til hendes tip-tipoldemor; dvs. syv generationer med A&A. Det er ret sjovt.
Jeg forstår godt din ærgrelse – jeg gjorde det heller ikke med C, men er meget, meget glad for de billeder, jeg har fået af A&A, taget af en professionel – de kan (heldigvis) noget, vi andre ikke kan.
Ellen : Tak 🙂
Nej, det var ikke rigtig noget, vi gjorde i vores generation, har jeg en opfattelse af. Du har nemlig helt ret,fotograferne kan bare noget, som vi amatører ikke kan.
Sødt billede 🙂 Men egentlig tror jeg at jeg helt generelt bedre kan lide nutidens snapshots, fordi de i højere grad fanger stemning og fortæller en historie.
Nana : Tak 🙂 De billeder, man selv tager, er bestemt også værdifulde, men et portræt taget af en dygtig fotograf er altså i en klasse for sig, synes jeg – men det syntes jeg åbenbart ikke tidligere, siden jeg ikke lod mine børn fotografere af en professionel.
Det er altid dejligt med gamle og nye billeder 🙂
Laika : Det ville være svært at undvære 🙂
Sikke et dejligt billede, Randi! Det minder meget om dem, der blev taget af mig hos fotograf Kehlet. Jeg havde også en kjole som din 🙂
Madame : Tak! Sådan en kjole med smocksyning var vist meget smart til små piger dengang 🙂
Hvor ser du sød ud Randi 🙂
Det er sandt. Ikke alle familier havde et kamera. Min søster og jeg blev hvert eller hvert andet år sendt til Kehlet til fotografering.
Det er en rigtig god tanke, du har fået. Den skal du føre ud i livet.
Jeg samlede i mine unge dage på guld- og mahognirammer, som jeg senere hængte min og husbonds familie op i. En væg til hver vores familie. Nu 35 år efter er jeg stadig glad for vores familiebilleder, og som Ellen fortæller giver det stof til samtaleemner.
God fornøjelse 🙂
Lone : Tak! Ja, jeg tænker også, at det kunne være rigtig dejligt med sådan en billedvæg – jeg må se at få gjort noget ved det 🙂