I forgårs da jeg hentede Sander i SFO’en, havde hans far en overraskelse i ærmet til ham senere på dagen.
Sander er ret interesseret i biler. Han lægger mærke til de forskellige bilmærker og har selvfølgelig sine favoritter.
Hans far har en god ven, der har en Ferrari. En rigtig rap, lille, rød sag. Den havde sønnike fået lov til at låne, og ville overraske Sander ved at hente ham i det flotte køretøj.
Vi havde aftalt at mødes på en parkeringsplads her i Holme-Olstrup. På den måde ville Sander lægge mærke til bilen som det første og først bagefter opdage, at det var hans far, der sad bag rattet.
Sander undrede sig en lille smule over, at vi skulle mødes med hans far der på parkeringspladsen, men det slog vi lidt hen.
Det var lidt af en oplevelse. Der sad vi, Sander, Farfar og jeg i vores bil midt på en ellers helt tom parkeringsplads. Pludselig drejer en rød Ferrari ind på pladsen og svinger hele vejen rundt om vores bil.
Sanders gjorde store øjne, kan jeg godt fortælle jer, og så kom det helt åndeløst: Ferrari og sekundet efter: Far!
Sådan en bil kan jo få øjnene til at stråle på drenge i alle aldre. Og det var også tilfældet her. Hvis det havde været mørkt, kunne de tre par “drengeøjne” snildt have oplyst hele parkeringspladsen.
Det var en glad og spændt lille dreng, der satte sig til rette i den flotte bil for at tage på køretur med sin far.
8 kommentarer
Det er skam ikke kun drenge, der er vilde med lækre biler. Donnaen ville blive grøn af misundelse, hvis hun hørte om Sanders tur 😉
Fruen : Så Donnaen er også vild med biler – jamen så ville sådan en tur også være noget for hende 🙂 Sander blev kørt i skole i øsen i går morges, det var vist ikke så ringe 🙂
Hehe – alle tiders oplevelse for dine drenge 🙂 Det er bare en skam, at man her i Danmark ikke kan få lov til at lade en Ferrari yde det, det kan.
Det fik jeg prøvet i England, med Tim som chauffør, dengang han havde en Ferrari. Det er nu engang sportsvognen over alle sportsvogne – også i mine øjne 🙂
Ellen : Ja, det var en af de rigtig gode oplevelser for både den store og den lille dreng 🙂 Jeg har ikke så meget forstand på biler og går ikke vildt meget op i det, men jeg kan da sagtens se, at sådan en bil er fed 🙂
Hvor var det spændende. Ja forskellen på drenge og mænds legetøj er kun prisen haha 🙂
Laika : Det kan der være noget om 🙂
Sikke en god idé – heldige Sander 🙂 En af mine veninder gjorde det samme for sit barnebarn 🙂
Madame : Sådan en tur er en spændende oplevelse for en lille bilinteresseret dreng (eller pige) 🙂