To dage i træk har jeg været nødt til at bruge tid på at skrive til COOPs forbrugerservice. For at brokke mig selvfølgelig.
Først var den gal med den mælkefri plantemargarine. Det er et produkt, som vi har brugt i mange år. Jeg er jo allergisk overfor mælkeprodukter, så jeg er nødt til at have et mælkefrit alternativ til smør. Ikke fordi vi bruger det ret meget, vi er for mange år siden holdt op med at bruge fedtstof under pålæg på brødet, men på en nybagt bolle eller et stykke franskbrød er det meget rart. Den mælkefri plantemargarine er normalt udmærket, jeg plejer ikke at have andet at udsætte på den, end at den ikke er økologisk. Jeg har flere gang forsøgt at overtale COOP til at markedsføre den i en økologisk variant, men det er altså ikke lykkedes endnu.
Da jeg forleden dag havde brugt noget plantemargarine fra et nyt bæger, fik jeg mig en kedelig overraskelse. Det smagte simpelthen så grimt, at jeg spyttede ud lige med det samme. Det smagte vel nærmest harsk. Puha.
Jeg skrev til COOPs forbrugerservice og klagede over margarinen. Faktisk var jeg mest nervøs for, at der skulle være sket en fejl under produktionen, så der kunne være risiko for, at der var mælkebestanddele i margarinen – det er sket før. Men i hvert fald skal den jo ikke smage direkte dårligt.
Dagen efter tog jeg en ny deodorant i brug. Igen et produkt, som jeg har brugt i lang tid og kender godt. Det er en parfumefri deodorant, fordi jeg også er allergisk overfor parfume. Eller – det plejer at være en parfumefri deodorant – med Den Blå Krans og Svanemærket og det hele. Men denne her var ikke duftneutral, den stank af billig parfume. Føj.
Så skrev jeg til COOP igen.
Det skulle helst ikke blive en vane.
Jeg har fået et foreløbigt svar på begge henvendelser. Margarinen er jeg (naturligvis) velkommen til at returnere til butikken, og man vil undersøge den afvigende smag nærmere. Deodoranten vil de gerne have sendt ind til nærmere undersøgelse. Ih, jeg gider næsten ikke, men jeg er så stædig, at jeg gør det alligevel. For det er bare ikke i orden, at en parfumefri vare stinker af parfume.
Jeg tror, jeg er nødt til at indføre fast kontortid, hvis jeg skal blive ved med at fungere som kvalitetskontrollør for COOP.
3 kommentarer
Kedeligt at skulle bruge tid på den slags. Men alligevel ret godt, at forbrugere har ret til at være kritiske.
Jeg synes på en måde, at man har pligt til at gøre opmærksom på det, når varerne ikke har den kvalitet, de plejer at have.