For tre uger siden havde vi en lille håndfuld håndværkere på besøg. Det var nogle af dem, der stod for renoveringen af vores hus for godt og vel to år siden.
Ved et-års gennemgangen sidste år blev vi nemlig enige om at vente med at reparere nogle svindrevner mellem klinkegulv og væg, fordi vi mente, at der stadig var gang i en proces, hvor revnerne blev større og større. Så vi ville vente med at gøre noget ved det, til gulvet var færdig med at “sætte sig.” Der var også nogle enkelte andre småting, der skulle ordnes, men revnerne langs gulvet var det værste. Cementfugen skulle kradses ud og en ny lægges.
Det blev ordnet, og i går kom maleren så for at male de steder, der var repareret. Der skulle også repareres svindrevner langs lofterne i alle rum. Så det var noget af et projekt.
Det var dejligt at få det ordnet og endelig kunne sætte et punktum for renoveringen.
Maleren var en flink fyr, der lavede et pænt stykke arbejde. Han og hans kolleger har også humor, kan man forstå, når man kaster et blik på på hans stige. Han hedder Paw, men arbejdskammeraterne kalder ham for Paven.
Så vi har altså haft besøg af paven.