Jeg har læst Miraklernes nat af A.J. Kazinski.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
Gidselforhandler ved Københavns Politi, Niels Bentzon befinder sig i en meget vanskelig situation. Hans kone, astrofysiker Hannah Lund er uhelbredeligt syg. Hannah nægter at lade sig indlægge på et hospice for at vente på døden. I stedet begiver hun sig ud på en rejse i håb om at blive helbredt ved et mirakel. Niels står alene tilbage med børnene og fortvivlelsen, og samtidig er han involveret i efterforskningen af en modbydelig forbrydelse.
En ung gymnasielærer er fundet myrdet. Han er blevet korsfæstet.
Miraklernes nat er femte, selvstændige bind i serien om Niels Bentzon. Jeg har desværre ikke læst de første fire – endnu, så jeg kan ikke sammenligne denne roman med de foregående, men det er heller ikke nødvendigt. Miraklernes nat er meget mere end bare en velskrevet krimi – nemlig en gysende god og gribende roman, der berører så store temaer som undfangelse, død, mirakler, tro og religiøst vanvid.
Læs mere om Miraklernes nat på Politikens Forlags hjemmeside.
2 kommentarer
Jeg har læst alle Kazinskis bøger – undtagen denne, men den skal jeg have fat i, for jeg synes vældig godt om K’s bøger – og jeg kan anbefale at læse dem i rækkefølge.
Det er klart, at det er bedst at læse bøgerne i en serie i rækkefølge, men da jeg fik mulighed for at læse Miraklernes nat uden at have læst de foregående bind i serien, tog jeg chancen. Bogen kan sagtens læses selvstændigt, men selvfølgelig får man ikke hele baggrundshistorien med i forhold til de gennemgående karakterer. I øvrigt er der flere, der har givet udtryk for, at Miraklernes nat er meget anderledes end de andre bøger i serien, men det ved jeg jo af gode grunde ikke noget om 🙂