Jeg har læst Indigo af Vita Andersen.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.
I Indigo fortæller Vita Andersen i romanform om sin svære barndom. En barndom, som hun gerne ville skaffe sig af med, hvis hun kunne.
Bogen er skrevet i korte kapitler. Korte sætninger. Korte erindringsglimt fra en rodløs og kaotisk barndom uden faste holdepunkter. Det er en barsk og hjerteskærende historie om et barn, der alt for tidligt i livet bliver tvunget til at tage alt for meget ansvar. Et barn der lever en omtumlet tilværelse uden ret meget omsorg og kærlighed. Hun bor i perioder hos sin psykisk ustabile mor. I andre perioder bor hun på skiftende børnehjem, hos mere eller mindre tvivlsomme plejefamilier, familiemedlemmer og moderens bekendte.
Indigo er en fortælling om et barn, der bliver forsømt og svigtet og på mange måder berøvet sin barndom. Men det er også en beretning om en lille, klog pige, der har sin egen vilje og er nødt til at blive stærk for at overleve. Hun bliver kuet, men hun lader sig ikke knække.
Jeg vil varmt anbefale Indigo – en både meget rystende og meget rørende roman, der går lige i hjertet.
