Jeg har læst Giv ikke slip af Harlan Coben.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.
Nap Dumas har i mange år jagtet sandheden om, hvad der egentlig førte til, at hans tvillingebror og dennes kæreste som ganske unge blev fundet døde på togskinnerne i byen, hvor de var vokset op. Få dage efter den tragiske hændelse havde Naps kæreste, Maura brudt med ham og var forsvundet.
Nap er aldrig kommet sig over tabet af sin tvillingebror og heller ikke over tabet af sin ungdoms store kærlighed. Efter 15 år sker der noget, der får Nap til at tro, at de to hændelser har noget med hinanden at gøre, og han skyr ingen midler for at finde frem til sandheden.
I vanlig Coben-stil er tempoet og spændingsniveauet højt og overraskelsesmomenterne mange i denne velskrevne krimi. Coben har endnu engang skrevet en utroligt spændende historie med et uforudsigeligt plot. Giv ikke slip er inspireret af virkelige begivenheder i Cobens eget liv, og det gør ikke historien mindre barsk. Giv ikke slip er en roman, der – nå ja – ikke er til at slippe, før sidste side er vendt.
Jeg har tidligere omtalt Savner dig, Seks år, Den fremmede, Bliv hos mig og Holdt for nar og Hjem af samme forfatter.
Læs mere om Giv ikke slip på Gads Forlags hjemmeside.