Jeg har læst Blodspor af Julie Hastrup.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.
Blodspor er et selvstændigt bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm.
I et hus på en hyggelig villavej gør et postbud et makabert fund. I stuen er fire mennesker blevet skuddræbt. De dræbte er en familie – forældre og to voksne sønner. Det viser sig, at der findes et femte medlem af familien. En datter.
Da datteren forsvinder, kommer Rebekka Holm og hendes kolleger på sporet af familiens dybe hemmeligheder, der bl.a. trækker spor tilbage til Francos regime i Spanien.
Privat kæmper Rebekka Holm med at acceptere følgerne af det knivoverfald, hendes kæreste har været udsat for. For at aflede tankerne og afværge et sammenbrud begraver hun sig i arbejde og bruger alle sine kræfter på opklaringen af drabet på den tilsyneladende sympatiske og velfungerende familie.
Jeg er stor fan af Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm. De er allesammen spændende og velskrevne. Blodspor er ingen undtagelse. Faktisk vil jeg mene, at Blodspor er den hidtil bedste i serien. Beskrivelser af personer og miljøer er som altid vældig gode og i dette tilfælde kalder de stærke følelser frem hos læseren – i hvert fald hos mig. Der er mange tråde, der skal samles – og det bliver de på fineste vis.
Læs mere om Blodspor på Politikens Forlags hjemmeside.
Jeg har tidligere omtalt Mirakelmanden – en anden af bog i Julie Hastrups serie om Rebekka Holm.
2 kommentarer
Jeg læste Mirakelmanden med stor fornøjelse, så denne her må da være et must.
Ja, den må du ikke gå glip af, den er smaddergod!