Jeg har læst På afveje af Linda Castillo.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.
På afveje er niende bog i serien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.
For to år siden fik Joseph King en livstidsdom for mordet på sin kone. Han er udstødt af amishsamfundet og kendt for sit voldsomme temperament, og nu er han flygtet fra fængslet og muligvis på vej mod sin hjemby Painter’s Mill.
Nyheden om, at en morder er på fri fod, spreder sig lynhurtigt, og politikommissær Kate Burkholder og hendes team er i højeste beredskab. Sagen er helt speciel for Kate. Hun voksede op sammen med Joseph King. Som trettenårig amishpige var hun helt forgabt i ham. Hun havde aldrig forestillet sig, at de en dag skulle mødes igen under så dramatiske omstændigheder, som de snart befinder sig i.
Joseph King er desperat og bevæbnet, og da han beder Kate om hjælp til at bevise, at han er blevet uskyldigt dømt, bliver hun i tvivl. Kan hendes barndomsven være blevet dømt for et mord, han ikke har begået?
På afveje er mit første møde med Linda Castillo, men jeg må nok sige, at jeg allerede er fan. Hun forstår at fortælle en historie, så man er helt opslugt fra første til sidste side. Jeg er også faldet pladask for Kate Burkholder, der er en både sympatisk, handlekraftig og slagfærdig hovedperson. Bogen er spændende, og siderne vender næsten sig selv. Det er desuden interessant at blive lidt klogere på amishfolkets værdier og måde at leve på – det giver hele fortællingen noget ekstra.
Det er selvfølgelig altid en fordel at læse bøgerne i en serie i den rigtige rækkefølge, men i stedet for at ærgre mig over, at jeg først nu stifter bekendtskab med både Linda Castillo og Kate Burkholder, vil jeg glæde mig over, at der er otte andre bøger i serien, der bare venter på at blive læst.
Læs mere om På afveje på Politikens Forlags hjemmeside.