Randi Glensbo

Jeg har læst Uren af Karen Schultz.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Karen bliver født i 1959. Hendes mor er alene med hende – faderen er ude af billedet. Senere, da Karen er seks år, møder hendes mor en ny mand, som hun gifter sig med. Stedfaderen har en voldsomt grænseoverskridende adfærd overfor Karen, og den lille pige lærer sig hurtigt at udtænke nødvendige strategier for at undgå at være alene med ham.

Karen kommer i privatskole. Hun er dygtig – en rigtig mønsterelev. Da hun får lånerkort til biblioteket er hun lykkelig – tænk, alle de bøger, hun nu får adgang til. I fritiden dyrker hun sport. Det er hun også god til.

Karen finder også tid ti l at passe forskellige fritidsjobs. Tidligt tjener hun sine egne penge. Hun passer børn og gør rent. Hun går med aviser og er billetkontrollør i biografen. Hun sparer op til de ting, hun ønsker sig. Hun er klar over, at hvis man vil opnå noget, må man selv gøre en indsats.

Det er Karens mål at slippe væk. Væk fra barndomshjemmet. Væk fra stedfaderen – og fra skammen og alle hemmelighederne.

I bogen følger læseren Karen, til hun har taget sin hf-eksamen og flytter væk fra byen, hvor hun voksede op.

Bag på bogen står der, at Uren er en historie om at tåle, turde og træde frem hos forældre, der på hver deres måde er uformående. Bogen giver indtryk af en pige, der har fået skrammer og ar gennem barndommen, men som har været både klog og stærk nok til ikke at lade sig knække.

Uren er en meget velskrevet erindringsroman. Sproget flyder let, og man ser de steder – og føler de stemninger, der beskrives. Personbeskrivelserne er meget troværdige og især Karens mor træder tydeligt frem.

Romanen minder mig i sin form om Indigo af Vita Andersen.

Læs mere om Uren på Forlaget Novembers hjemmeside.